Gildemesterens årsberetning for 2025-26
Efter sidste gildeting den 20. marts 2025 har jeg sammen med den øvrige gildeledelse, der her ved dette gildeting de facto består af Kirsten Secher som kansler, Niels Peter Sørensen som skatmester, Niels Daugaard som dørherold og undertegnede som gildemester, forsøgt at lede gildet efter de samme retningslinjer, som var gældende i min første valgperiode. Oprindeligt bestod ledelsen også af Steen Klercke som flagherold, men denne har desværre på grund af sygdom måttet forlade ledelsen med øjeblikkelig virkning kort før gildehallen den 13. november 2025. Der har også i dette gildeår været en del kontormæssigt arbejde med Landsgildeledelsen navnlig omkring det faldende medlemstal, og da situationen ikke har ændret sig siden sidste årsberetning for 2024/2925 – tværtimod – tillader jeg mig ganske at henvise til denne. Dog har Landsgildeledelsen siden foretaget to væsentlige initiativer nemlig konstruering af et brætspil i en flot indpakning og udarbejdelse af et omfattende spørgeskema kaldet “Landsgildets vision 2025-2029,” som gildeledelsen har behandlet på et gildeledelsesmøde den 5. februar d.å., hvor det blev besluttet, at skemaet ikke skulle besvares, da arbejdet hermed ikke ville stå i forhold til udbyttet for vores gilde, hvilket GM har meddelt Landsgildemesteren. Brætspillet er omtalt andre steder, hvorfor jeg kort kan konstatere her, at det ikke har vundet særligt gehør i gildet i Silkeborg, og det er min private opfattelse, at det er udarbejdet af den gruppe, som jeg i sidste årsberetning betegnede som havende lidt manglende realitetssans med hensyn til aldersfordelingen i gilderne, og i samarbejde med en gruppe af yngre gildebrødre fra navnlig Sct. Knuds Gildet i Flensborg, der som det eneste gilde, som er tilsluttet Landsgildet, har en markant anden aldersfordeling end de øvrige gilder. Jeg har i forbindelse med et gildemesterstævne i 2024 været en slags prøveklud ved spillets udarbejdelse, men fandt- selv om jeg er lidt trænet i at læse regler – aldrig helt ud af, hvad det gik ud på, og der er – også efter min mening – brugt uforholdsmæssigt mange ressourcer på projektet. Landsgildeledelsen har den 12. april d.å.i Middelfart arrangeret et endagsmøde for landets gildemestre og distriktsgildemestre, hvor det i væsentligt omfang er de samme emner, der skal drøftes på ny – navnlig spørgeskemaet – hvorfor gildeledelsen på et gildeledelsesmøde den 5. marts d.å. navnlig under henvisning til dette gildes høje gennemsnitsalder har besluttet, at GM ikke skal deltage, da udbyttet ved en deltagelse – bortset fra de uformelle samtaler – vil være ringe. Dette har GM meddelt Landsgildeledelsen.
I det forløbne gildeår har mødeprocenten for gildebrødrene været på 89 % pr. arrangement, og gennemsnitsalderen er nu steget til 82,8, mens den gennemsnitlige alder for medlem af gildet er 42,4. Pr. arrangement har der skønsmæssigt som sidste år været mellem 20 og 26 deltagere, hvortil kommer pårørende og gæster.
Møderækken, som dette referat dækker, startede med Sct. Georgs Gildehallen den 10. april 2025, der samtidigt var en jubilæumsgildehal for Grethe Mikkelsen i anledning af dennes 50 års jubilæum. Sct. Georgsbudskabet, der var udfærdiget af international koordinator Lily Bahnsen Høy, Sct. Georgs Gilderne i Danmark, blev oplæst, og Eva Skov holdt festtalen for Grethe. Gildemestertalen koncentrerede sig om, hvordan ordet “Gilde” er opstået og om, at gildebevægelsen oprindeligt har været en slags kollektiv social beskyttelse. I samme gildehal blev den nuværende stavherold indsat, og i eftergildehallen talte Lone Hilden, Maribo, om sine mange år som apoteker og indehaver af landets mindste selvstændige apotek i Nysted på Lolland.
Den 20. maj 2025 var der Distriktsgildeting og – gildehal i Paradislejren i Silkeborg. For arrangementet stod Sct. Georgs Gildet i Silkeborg, og det var meget vellykket takket være den store indsats, der blev gjort i køkkenet både fra gildeledelsen, men i væsentligt omfang også fra personer, der havde erklæret sig villige til at give en hjælpende hånd. Det var dejlig mad, der blev serveret, og Distriktsgildetemesteren har over for mig også erklæret, at arrangementet var fint. Silkeborggildet skal herefter først forestå et af distriktets større arrangementer i 2027 – formentlig uge – 9 arrangementet.
Den 22. maj 2025- en kold forårsdag – var der vårtur til Sepstrup Fodboldgolf, som er Nordeuropas største AdventureGolfbane med én bane på 12 huller og to 18 – hullers fordboldgolfbaner. Alle banerne er beliggende i et naturskønt område med fuglesang tæt ved både Hærvejens vandre – og cykelrute, så stedet tjener også i sommerperioden som shelter for vandrere og cyklister ad disse ruter. Efter besøget gik turen til Pårup Kro for en afsluttetnde kop kaffe i varmen. Turen udgik fra P-pladsen ved Silkeborg Bad, og der var på forhånd intet oplyst om målet, hvorfor der inden afgang udspandt sig flere gætterier om turens mål.
Gruppeledermødet blev afholdt den 7. august 2025 på Marienlund Plejecenter i et separat lokale med god forplejning. Fremmødet var i modsætning til sidste år stort, og alle grupper var repræsenteret. Om det passerede henvises i det hele til det fyldige referat, der er udarbejdet. Der var en god og imødekommende stemning på mødet.
Den 14. august 2025 var der høsttur til Nørre Snede Kafferisteri. Et meget interessant besøg, hvor vi blev præsenteret for forskellige sorter kaffe af en engageret indehaver. Efter et par stykker smørrebrød var der mulighed for køb af kaffe i den tilstødende specialbutik, der også forhandler andre varer herunder vin. Kaffepriserne var noget højere end i supermarkederne, men det var kvaliteten utvivlsomt også.
Gildeårets første gildehal fandt sted den 11. september 2025 på Marienlund Plejecenter. Det var også en jubilæumsgildehal, hvor ikke mindre end tre gildebrødre hver havde 50-års jubilæum som medlemmer af gildet, nemlig: Siri Stephansen, Viggo Hartmann og Steen Klercke. Festtalerne blev holdt af Eva Nissen, Keld Roat Pedersen og Niels Peter Sørensen. Gildemestertalen drejede sig om de såkaldte København – Bonn Erklæringer, der i 2025 havde 70- års jubilæum. Erklæringerne kaldes også for Grænselandets grundlov og har siden på forbilledlig vis reguleret mindretallenes rettigheder på begge sider af landegrænsen. I eftergildehallen viste tidligere gildebror lis Thavlov lysbilleder om Silkeborg ledsaget af kommentarer i forbindelse med bogværket Silkeborg i 70´erne, som Lis er medforfatter til, og hvorfra billederne stammede.
Den 9. oktober 2025 var der virksomhedsbesøg på Silkeborg Hjælpemiddelcenter. Her var det interessant under en meget kyndig vejledning at få et indblik i alle de arter af hjælpemidler, der kan stilles til rådighed for medborgere, der ikke har eller ikke længere har deres fulde førlighed. Det gjorde særligt indtryk at se, hvordan et konkret hjælpemiddel kaldes frem fra lageret og dertil få en forklaring på udbringnings- og evt. afhentningsproceduren hos den enkelte borger.
Den 13. november 2025 var der igen gildehal på Marienlund Plejecenter. Programmet var det normale med en gildemestertale og 5 minutter ved gildets stavherold Niels Daugaard. Gildemestertalen drejede sig i det væsebtligste om de nationale jernbaners forskellige sporvidder, der kan inddeles i normalspor, som findes i de fleste lande (inkl. Danmark), bredspor, der findes i navnlig Rusland, og smalspor, som findes i ret stort omfang i Schweiz. Spanien og Finland har også hovedsageligt bredspor, men her sker der en gradvis ombygning til normalspor. I de 5 minutter fortalte Daugaard om de store ændringer, der er sket i bybilledet i Silkeborg, i de år, Daugaard har boet i byen. Navnlig blev forandringerne på en tur mellem Daugaards tidligere bopæl på Dalsvinget og bymidten før og nu interessant beskrevet. I eftergildehallen talte John og Anders Hessel om en bog, der er skrevet af flere forfattere, og har titlen “Spejdere i Krig.”
Den 4. december 2025 var der julemøde i Balle Sognegård. Balle Sogn har altid været venligt stemt over for de forskellige gilder i byen og her i de senere år alene for Sct. Georgs Gildet i Silkeborg. Mødet indledtes – efter nogle misforståelser omkring den aftalte tændingstid for lys i kirken – med en vesper ved pastor Anne Linde Førgaard ledsaget af julens salmer og orgelmusik af bl.a. komponisterne Franz Schubert og Cesar Franck med henholdsvis Ave Maria og Panis Angelicus. Efter tjenesten var der en lille vandrehal, hvor John Hahn som kyndig, tilforordnet fungerede som “mundskænk” over et glas portvin, hvorunder jeg fik lejlighed til at tale med aftenens præst, der for nylig er tiltrådt sit embede. Bagefter var der spisning og julehygge i sognehusets sal, hvor den rigelige og veltillavede mad blev leveret fra Madselskabet. Arrangementet var blevet til i et velfungerende samarbejde mellem Gildeledelsen og den arrangerende gruppe.
Fredag den 9. januar d.å. var der nytårsgildehal på Signesminde Kro. Det var anden gang i træk, at dette sted var udvalgt til arrangementet, der indledtes med en gildehal. Gildemestertalen handlede om visse ligheder mellem de udenrigspolitiske uroligheder, der opstod efter Wienerkongressen i 1814-15, og de tider, som vi her på det sidste oplever navnlig efter, at det ligger klart, at Europa ikke længere kan regne med, at USA vil optræde som en allieret. Den store forskel på perioderne er, at efter Wienerkongressen var det Storbritannien, der var stormagten, og bestemte herunder, at Grønland skulle tilhøre Kongeriget Danmark. De to perioder blev i et forsøg på at være munter knyttet sammen med brudstykker fra operetten Flagermusen, der er skrevet i 1874, hvor tiderne for alvor var urolige og uforudsigelige. I eftergildehallen blev der serveret middag i spejderånd, og et par ældre spejdere fortalte om det at være spejder i vor tid. Eftergildehallen var arrangeret af den særligt udpegede festgruppe.
Torsdag den 19. februar d.å. var der jubilæumsgildehal på Marienlund Plejecenter, hvor vi fejrede, at Tove Gadegaard har været medlem af gildebevægelsen i 50 år. og, hvor Birthe Grønfeldt holdt festtalen. Kirsten Hartmann holdt 5 minutter, der var meget tankevækkende og drejede sig i det væsentligste om den forholdsvis fredelige periode, som har eksisteret de sidste godt 80 år siden 2. Verdenskrigs afslutning indrammet af de kaotiske år omkring denne og dens afslutning og den urolige tid, der nu synes at tegne sig i forbindelse med Trump- administrationens overtagelse af magten i USA og den krise, der i forbindelse hermed blandt andet er opstået omkring Grønland. GM- talen drejede sig om oplevelser fra retsvæsenet og lægdommersystemet. I eftergildehallen talte Bent Vestergård om jordforurening i forbindelse med motorvejsbyggeriet omkring Silkeborgmotorvejen.
Den 25. februar d.å. var der såkaldt uge- 9 møde i Hardia i Herning arrangeret af Herning – gildet for Distriktet. Lektor og ph.d. i innovation og forandringsledelse, Michael Norager, Aarhus Universitet, talte om: “Hvordan vi bliver bedre til at leve et medmenneskeligt og meningsfuldt liv. At se det helt store i det nære.” Deltagerantallet var i alt 34 heraf 5 fra Silkeborg. GM må med skam meddele, at han ikke selv deltog, men af de modtagne tilbagemeldinger skulle der have været tale om et særdeles godt og interessant foredrag.
Keld Roat Pedersen
gildemester
Denne beretning er som et forsøg på forhånd sendt til alle medlemmer af Sct. Georgs Gildet i Silkeborg, således at man kan få lejlighed til at gennemlæse den inden Gildetinget. Den mundtlige beretning vil derfor indskrænke sig til fremhævelse af nogle hovedpunkter, og som en afslutning, kan der stilles spørgsmål til beretningen som helhed. Dermed skulle der blive mere tid til forhandling af de øvrige punkter på dagsordenen,
Jeg vil foreslå, at gildetinget indledes med, at vi synger: Kaj Munk og Eigil Harder: “Den blå Anemone” – nr. 2 i Den Blå.
KRP, GM
Årsberetninger
Gildemesterens årsberetning for 2024-25
I det forløbne gildeår har mødeprocenten for gildebrødrene været på ca. 85 %, og pr. arrangement har der været mellem 20 og 26 deltagere ud af 27 gildebrødre. Dertil kommer pårørende. Gennemsnitsalderen for medlemmerne er for tiden 80,92 år.
Møderækken, som dette referat dækker, startede med Sct. Georgs Gildehallen den 11. april 2024 på Marienlund, hvor GM oplæste det internationale Sct. Georgs Budskab og holdt en tale om GM´s oldefar – Christian Roat – med to eller tre “tipper.” Han var akrobat og linedanser og samtidigt den, der gav ophav til mellemnavnet “Roat,” og talen koncentrerede sig navnligt om denne forfars endeligt på Rosenborg Eksercerplads i København, hvor han faldt ned fra en for stram line. Der var ingen indsættelsesceremoni, da den valgte gildeledelse fortsatte i sin helhed. Tove Lolk-Uldall holdt 5 minutter om kunstneren Laila Westergaard, hvor gildet bl.a. på en tur til kirken ved det nye supersygehus i Gødstrup tidligere havde set et af hendes værker. Efter spisningen holdt Niels Peter et lysbilledforedrag om udflugter og begivenheder blandt gildebrødrene. Der var især stor forundring over, hvordan alderen nu synes at præge flere af medlemmerne i forhold til den alder, billederne udviste.
Den 23. maj 2024 var der vårtur, der gik til Kunstcentret Silkeborg Bad, hvor centrets direktør, Iben From, gav en guidet rundvisning gennem den aktuelle udstilling med navnet “Æter.” Efterfølgende var der et udmærket, lettere traktement i Søvillaen, der ligger i kurparken, hvor bøgetræerne denne dag stod i de lette grønne forårsfarver.
Den 6. juni 2024 var der Distriktsgildeting med efterfølgende Distriktsgildehal i St. Blicher Distriktet i Røddinglundcentret i Vildbjerg, hvortil fremmødet fra Gildet i Silkeborg var ret begrænset. Gildetinget, der blev ledet af en noget urutineret dirigent, var hurtigt overstået, og jeg tilbød i forbindelse med dette – efter en forhåndsaftale med den øvrige gildeledelse – at næste Distriktsgildeting med efterfølgende gildehal. kunne holdes i Silkeborg. Dette blev godkendt, og der er reserveret lokaler dertil i Paradislejren, torsdag den 20. maj 2025, kl. 19.00. Det henstilles også her, at så mange gildemedlemmer som muligt tilmelder sig, og Distriktsgildetinget begynder kl. 18.00 – bemærk tidspunktet. I eftergildehallen i Vildbjerg, blev der serveret hele røgede ørreder, og det blev oplyst, at disse var svære at fange selv i død og røget tilstand.
Den 8. august 2024 var der gruppeledermøde i Medborgerhuset over en tør kop kaffe, da stedet på daværende tidspunkt ikke kunne servere andet. Mødet var karakteriseret ved et stort frafald af ordinære gruppeledere dels som følge af forglemmelse og dels som følge af forfald, hvorfor det henstilles, at gruppelederne fremover i videst muligt omfang tilstræber at møde op. Om det passerede henvises i øvrigt til det fyldige referat, der er udarbejdet. Jeg vil kun fremhæve ét forhold nemlig, at hvis den, der skal holde 5 minutter eller af andre årsager måtte have en særlig interesse heri, måtte ønske det, kan vedkommende hos GK alene til orientering få udleveret et eksemplar af den renskrevne afviklingsplan for den konkrete gildehal.
Høstturen gik den 15. august 2024 i lunt sensommervejr til Den japanske Have ved Herning i bydelen Hammerum. Et interessant besøg med en engageret indledning fra en af grundlæggerne, Winnie Bjerre. Stedet er samtidigt B&B og er ofte fuldt belagt navnlig ved messetider. Det er muligt at holde private sammenkomster, da der kan lejes selskabslokaler.
Gildehallen den 12. september 2024 på Marienlund startede pga. travlhed i advokatverdenen med en slags forgildehal, hvor advokaterne Marie Rud Hansen og Emma Hertel Theilmann fra Kasus Advokaterne i Silkeborg holdt et foredrag om den nugældende arvelovgivning og især om de såkaldte fremtidsfuldmagter, som der er megen interesse for i øjeblikket navnlig blandt den ældre generation. Efterfølgende var der lejlighed til at stille spørgsmål, og det var indtrykket, at der var stor tilfredshed med indholdet. Jeg har på Gildets vegne flere gange i juridiske kredse givet udtryk herfor også ved en selskabelig lejlighed. Der er nogle forhold, jeg vil fremhæve: Jeg har tidligere sagt, at det efter min opfattelse var unødvendigt med en fuldmagt, hvis man levede i ægteskab, hvor begge parter var ved godt helbred og i stand til at handle fornuftsmæssigt, da man efter gældende ægteskabslovgivning opnår samme retsvirkning, som en almindelig fuldmagt er udtryk for. Det er ikke længere helt rigtigt, da speciallovgivningen – navnlig hvidvaskning – gør en form for fuldmagt nødvendig, idet bl.a. bankerne ikke længere accepterer en ægtefælles underskrift på vegne den anden. Det må derfor anbefales, at der laves en generalfuldmagt til brug, når begge ægtefæller kan handle fornuftsmæssigt og en fremtidsfuldmagt til brug, hvis den ene skulle blive ude af stand hertil. En generalfuldmagt kræver til dens oprettelse ikke de samme formforskrifter som en fremtidsfuldmagt. Under alle omstændigheder er det meget vigtigt at slå fast, at reglerne om general- og fremtidsfuldmagter straks ophører ved fuldmagtsgiverens død. Fra dette tidspunkt er det skifterettens bestemmelser og bobehandlingsmåden, der er afgørende. GM´s tale koncentrerede sig om det litterære miljø omkring Bertolt Brechts hus i Svendborg, hvor bl.a. den kendte tyske politiker Robert Habeck har boet i en periode med sin tyske hustru, forfatteren Andrea Paluch. De er nu begge bosat i Flensborg og har børn, der er danske statsborgere og bor her i landet. Programpunktet de 5 minutter bortfaldt.
Af praktiske grunde var der allerede gildehal igen den 10. oktober 2024 på Marienlund. I denne mindedes gildets tidligere mangeårige og markante medlem Poul Schou, der døde fredag den 27. september 2024. GM fremhævede, at afdøde var medlem fra den 10. januar 1970 og til den 5. januar 2021, hvor han blev udmeldt pga. sygdom og anførte særligt afdødes virke som lægdommer i boligretten som udpeget af udlejer og, at afdøde altid var parat til at medvirke til, at der blev indgået nogle fornuftige forlig. GM- talen koncentrerede sig igen om egnen omkring Svendborg, navnlig om en meget smuk vandretur omkring Troense – en tur som har tilnavnet Elvira Madigan – turen. Der var derfor denne aften anledning til at spille Mozart: Klaverkoncert nr. 21, 2. sats, i sin helhed dels som overgang fra mindet omkring Poul Schou og dels som optakt til GM-talen. I denne gildehal var der også 5 minutter ved Viggo Hartmann, der havde et meget interessant indlæg om sin familie i og omkring Haderslev, der som bekendt ligger i grænselandet og i perioden fra 1864 til 1920 var tysk. Man fik et levende indtryk af familierelationerne, hvor nogle var dansksindet og andre tysksindede, og hvordan man alligevel kunne omgås. Et meget interessant emne, hvis man interesserer sig for hertugdømmerne navnlig Slesvig, hvor man nu siger, at mindretallene generelt er til for hinanden. I den tid, som Viggo beskrev, var den officielle holdning nok mere, at man var imod hinanden.
Den 14. november 2024 var der som et gildeledelsesarrangement virksomhedsbesøg på Den nye Politigård i Silkeborg. Gruppen fik en rundvisning ved stationens leder: Desværre husker jeg ikke navnet på den pågældende, der forestod en grundig omvisning i bygningen med tilhørende anlæg. Efterfølgende svarede lederen beredvilligt på de mange spørgsmål, og det blev bl. a.fremhævet, at Silkeborg hører til Midt- og Vestjyllands politikreds, hvor Politidirektøren har kontor i Holstebro, og hvor den juridiske sagsbehandling også finder sted. Det er arealmæssigt den største kreds i landet, og i Silkeborg foretages der alene almindeligt politiarbejde herunder efterforskning af sager, hvor der er begået lovovertrædelse, der kan medføre tiltalerejsning, Afgørelsen af, om der skal rejses tiltale, ligger således hos juristerne i Holstebro.
Julen stod for døren, og den 5. december 2024 var der juleandagt i Hvinningdal Kirke med efterfølgende såkaldt julemøde i kirkens tilhørende mødelokale.- Andagten blev forestået af pastor Kurt Kleon Jeppesen, og den arrangerende gruppe havde lagt et stort arbejde i at få afviklet mødet med god mad og underholdning.
Nytårsgildehallen blev holdt den 10. januar 2025 på Signesminde Kro. Det var et rigtigt godt sted, som festudvalget havde valgt, og i gildehallen talte GM om salonmusik og om den tidligere restaurant Wivex i København. Der blev spillet eksempler på musikgenren, og under middagen holdt formanden for festudvalget et interessant og fint afbalanceret indlæg om maleren Asger Jorn og hans virke i Silkeborg, hvorfor aftenen også som motto havde denne person.
Den 20. februar 2025 var der gildehal på på Marienlund. GM´s tale var præget af den uro, som særligt er opstået omkring Grønland i forbindelse med præsidentskiftet i USA. GM forsøgte derfor at undersøge, hvorfor Grønland i hvert fald siden 1536, men nok også – omend med en løsere tilknytning – helt tilbage til 1380 har været en del af Kongeriget Danmark. Inger Saerens holdt 5 minutter under overskriften”Brobyggerne” om det, der binder os sammen, hvilket er meget væsentligt i den tidsalder, vi pludseligt og nok lidt uforudsigeligt er kommet til at leve i. Det var et rigtigt godt indlæg, der ved tidernes ugunst kom til at falde lidt i “hak” med GM-talen. Dette tema blev nærmest videreført i eftergildehallen, hvor Allan Vejvad og Erling Birkbark talte om Spejdernes Lejr og Verdensjamboreen, der begge tænkes afholdt i Silkeborg i 2030 og 2031.Gildehallen kom på dette grundlag til at fremstå som en helhed – helt i modsætning til de strømninger, verden for tiden er præget af.
Sidste arrangement, som for gildeåret er omfattet af dette referat, var Distriktets såkaldte uge 9-arrangement, der afholdtes den 27. februar d.å. i Søndermarkskirken i Viborg – arrangeret af gildet dér. Fra gildet i Silkeborg deltog der – incl. undertegnede – 4 gildebrødre og én gæst, mens der fra de to andre såkaldte “store” gilder- Herning og Viborg – deltog et betydeligt større antal navnligt fra Viborg. Forstanderen på Møltrup optagelseshjem, Henning Kristensen, holdt et spændende og engageret oplæg om beboernes dagligdag og betingelserne for, at de kan få en plads. Den typiske beboer er en, der har haft en dårlig opvækst, eller fået økonomiske problemer og, at alle er indstillet på at leve rusfrit. Det er efter min mening vigtigt at slå fast, at stedet absolut intet har at gøre med Kriminalforsorgen.
Keld Roat Pedersen.
gildemester.